Arten kan forveksles med storke og fiskehejre, men hellig ibis kan kendes på det karakteristiske lange sorte og nedadkrummende næb samt dens nøgne sorte hals og hoved.

Hellig ibis lever hovedsageligt af frøer, insekter, orme og fugleæg, men den kan også spise små pattedyr og ådsler, hvis der er mangel på føde. Fuglen bruger sit lange næb til at finde føde i mudderet i søbunden. Hellig ibis er en meget stille fugl, der kun sjældent laver lyde. Det sker dog i parringstiden, hvor den skræpper. Fuglen yngler i kolonier med op til flere hundrede par. Fuglen lægger 2-5 æg, som hunnen og hannen skiftes til at udruge i ca. 28 dage i en stor rede, der består af grene og kviste, og som er placeret på jorden eller i en trætop. Arten kan være en trussel mod hjemmehørende arter, da den er altædende og kan spise æg og unger af kolonirugende fugle.

Arten udviser stor tolerance over for forskellige habitater og landskaber, men tilstedeværelsen af vand synes at være essentiel. I dens oprindelseslande søger hellig ibis føde i en række åbne habitater, både våde og tørre, herunder naturlige græsarealer, enge, moser, rørskove, dæmninger, dyrkede områder, kystlaguner, tidevandsområder og kystøer. Fuglens rede- og opholdssteder spænder fra vådområder og kystøer til byparker.

Hellig ibis stammer oprindeligt fra Afrika, men den er udbredt i vandområder i store dele af verden. Den yngler i Afrika, Mellemøsten og Frankrig. Arten har ikke etableret sig i Danmark, men enkelte individer er blevet observeret som strejfende gæster.

Miljøstyrelsen

Threskiornis aethiopicus (sacred ibis) af Philippe Clergeau (2009) i CABI Compendium

I det gamle Egypten blev den hellige ibis betragtet som et helligt dyr og en manifestation af visdoms- og måneguden Thot, der ofte blev afbildet med et ibishoved. Både statuer og mumier af denne hellige fugl er blevet fundet.