Lampretterne (bæklampret, flodlampret og havlampret) adskiller sig bl.a. ved at have en egentlig sugeskive som mund, mens slimålens mund er en sprække med tænder, der kan foldes ud. Den danske art af slimål har tilmed kun én gælleåbning i hver side, mens lampretterne har syv.

Lever primært af ådsler, men æder også hvirvelløse dyr. f.eks. rejer. De finder ådsler ved hjælp af deres fremragende lugtesans, og ved større ådsler af f.eks. fisk eller havpattedyr gnaver de sig ind i byttet og fortærer det indefra. Slimålen kan slå knude på sig selv, og denne egenskab bruges aktivt, når lunser af kød flås af døde fisk eller andre ådsler. Ved at lade knuden forskubbe sig mod hovedet, kan de nemlig skabe et ganske hårdt træk. Slimålens æg er store og måler 2-2,5 cm. Der findes intet larvestadie, og de nyklækkede unger på ca. 4,5 cm ligner de voksne. De kommer ud af æggene gennem en åbning i den ene ende, der springer op som et låg. Underligt nok kendes nyklækkede unger ikke fra naturen. Det er uvist, hvor gammel en slimål kan blive.

Laver på havbunden, hvor der er en høj koncentration af salt i vandet. Findes på 50-1.100 meters dybde og er mest almindelig på 200-300 meters dybde. De større slimål lever typisk på blød bund.

I danske farvande er arten forholdsvis almindelig i dybe dele af Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Længere inde forekommer den kun sporadisk, og den er ikke kendt fra Østersøen.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Slimålen har fået sit navn fra sin evne til at udskille slim. Udskillelsen er så kraftig, at hvis man putter en nyfanget slimål i en spand vand, vil slimålen i løbet af kort tid forvandle vandet til en sej, trådet og mælket masse. Slimen produceres af en række af slimporer på hver side af kroppen.