Arten kendes tydeligt på den gule blomst og de massive forekomster. Den kan dog forveksles med den anden invasive art, krybende ludwigia, der til forskel vokser mere horisontalt, kronbladene er normalt 1-1,5 cm lange og støvknapperne 1-1,7 mm, hvorimod uruguay-ludwigia har noget længere kronblade og støvknapper. 

Arten spredes både med frø og vegetativt, men selvom arten har et højt frøudbytte, spreder den sig oftere vegetativt med løsrevne plantedele, der er yderst spiredygtige. Spredningen foregår primært med vand. Den forekommer i så massive bestande, at den kan udkonkurrere den lokale flora og fauna og udskiller desuden et såkaldt allelopatisk stof, der gør, at andre plantearter ikke kan trives i nærheden af planten.

Uruguay-ludwigia er meget robust og tåler en lang række klimatiske faktorer og vandmiljøer. Den vokser oftest i vandløb, søer og grøfter, hvor den foretrækker langsomt strømmende vand, men kan dog også vokse i saltvand langs kysterne i bugter.

Uruguay-ludwigia stammer oprindeligt fra Syd- og Centralamerika, som navnet også antyder. Planten kom til Europa, til Frankrig i 1830 som haveplante, og er siden blevet en af de mest ødelæggende invasive arter i landet. Siden har den spredt sig til mange andre lande i EU. Arten er endnu ikke observeret i Danmark, men findes bl.a. i Frankrig og i vores naboland, Tyskland, hvor den er karakteriseret som invasiv. Derfor antages det, at den vil sprede sig til Danmark via plantehandel eller med bådtrafik.

Ludwigia grandiflora (water primrose) af Alison Mikulyuk (2009) i CABI Compendium

Miljøstyrelsen

Planten kan optage ilt via rødder, der stikker op over jorden eller vandet, hvilket gør den i stand til at vokse i ellers iltfattige miljøer.