#75726 | Planteriget / Karplanter / Tokimbladede / Lyngordenen / Lyngfamilien / Bølleslægten /

Tyttebær er en 5-30 cm høj, stedsegrøn dværgbusk med røde bær. Dens stængel er opstigende med hårede og krumme, lysegrønne til rødbrune grene. Bladene er 8-25 mm lange, ovale, glinsende grønne på oversiden med tydelige bladnerver og mat lysegrønne med mørke prikker på undersiden. Dens blomster er små klokkeformede, hvidlige til lyserøde med udragende griffel og sidder flere sammen i en kort klase. Dens bær er 5-10 mm i diameter, kuglerunde, som udmodne lysegrønne til lyserøde og som modne kraftigt røde.
Forvekslingsmuligheder
Dværgbusken kan forveksles med hede-melbærris. Til forskel har hede-melbærris netnervede aflangt æg- til lancetformede blade uden kirtler på undersiden og en helt flad rand, hvor den hos tyttebær er indrullet. Derudover er bærrene hos hede-melbærris melede og uden smag.
Biologi
Tyttebær blomstrer i maj-juni, og de røde bær er modne i august-september. Dværgbusken formerer sig vegetativt ved underjordiske udløbere, men spredes også med frø via fugle. Den kan danne tætte bevoksninger.
Levested
Dværgbusken vokser på tørre lyngheder, i moser, på overdrev og klipper, samt i lyse nåletræsplantager. Den tåler både fuld sol og skygge, og den ynder lidt fugtig jord. Den vokser ofte sammen med andre dværgbuske fra lyngfamilien, såsom hedelyng og revling.
Udbredelse
Ret almindelig i Nord-, Vest, og Midtjylland samt i Nordsjælland. I resten af landet er den mindre almindelig eller sjælden.
Kilde
Miljøstyrelsen
Videre læsning
Tyttebær. Uddrag fra Folk og flora (Brøndegaard, 1978-80) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).
Sjove fakta
De saftige bær har en frisk smag og indeholder meget æblesyre, benzosyre og ravsyre, så de kan opbevares i deres egen saft uden at gære.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: