Arten kan forveksled med andre arter fra ulvefodfamilien. 

Almindelig ulvefod har vegetativ formering og kan danne tæppelignende vækster, hvor hvert individ kan udgøre en stor del af et forekomststed. Planten har også kønnet formering. Sporer dannes i sporehusene, hvorfra modne sporer drysser ud og fanges af vinden. Planten udvikler sig langsomt, og den kønnede formering foregår underjordisk og er afhængig af symbiose med mykorrhizasvampe.

Den vokser primært på næringsfattige, lysåbne områder med sand- og tørvejord og ofte på blottet jordbund, såsom på heder, i lysåbne skove, klit- og hedeplantager, vejskrænter og opgivne råstofgrave. Den er følsom overfor skygge.

Almindelig ulvefod findes sporadisk i de fleste egne af Danmark, særligt i de nordvestlige egne.

Miljøstyrelsen

Mossberg, B. & Stenberg, L. (2014). Den nye nordisk flora. Gyldendal A/S, 2. udgave

Pihl, S., Ejrnæs, R., Søgaard, B., Aude, E., Nielsen, K.E., Dahl, K. & Laursen, J.S. (2000).
Naturtyper og arter omfattet af EF-Habitatdirektivet. Indledende kortlægning og
foreløbig vurdering af bevaringsstatus. - Danmarks Miljøundersøgelser. 219 s. - Faglig
rapport fra DMU, nr. 322 

Ulvefod. Uddrag fra Folk og flora (Brøndegaard, 1978-80) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Modne sporer kaldes heksemel, og har tidligere været benyttet som pulver og pudder. Heksemelet har desuden et højt indhold af olie og aftændes hurtigt, hvorfor det har været benyttet til teaterild. Navnet heksemel har sin oprindelse i, at man engang mente, at hekse brugte støvet til at gøre ondt mod andre.