Arten kan forveksles med andre arter af fyr, men østrigsk fyr kan kendes på de lange og mørke nåle, den grove krone og dens ranke vækstform.

Østrigsk fyr er særbo, hvor han- og hunblomster sidder adskilt på samme træ og er vindbestøvede. Blomstringen finder sted i juni, hvor hanblomsterne afgiver pollen. Herefter falder hanblomsterne af, og skuddene vokser ud. Nålene fældes først efter 3-4 år på træet. Østrigsk fyr kan blive relativt gammel, i Danmark op til 150-200 år.

Østrigsk fyr kan bedst lide at stå frit. Står den tæt sammen med andre træer, angribes den ofte af en sprækkesvamp, Lophodermium seditiosum, på grund af den stillestående fugtige luft. Splinten er relativt bred og rødlighvid i farven, mens kernen er rødbrun. Veddet har et højt indhold af harpiks.

Østrigsk fyr kræver meget lys og trives bedst på veldrænet, gerne tør og noget kalkholdig jord. Den er hårdfør, tåler vind, salt, frost og tørke, og den klarer sig derfor meget godt i kystzoner langs de indre farvande.

Østrigsk fyr er naturligt udbredt nord for Middelhavet fra det nordlige Spanien til Sortehavet. Den menes at være indført til Danmark omkring 1830 fra det daværende Østrig-Ungarn og er siden dyrket som skovtræ og parktræ.

Miljøstyrelsen 

Jørgensen, H., Rune, F., Bredsdorff, T. H. & Weitemeyer, S. (2005). Træer og Buske i Danmark. Gyldendal A/S.

Fyr. Uddrag fra Folk og flora (Brøndegaard, 1978-80) via KSLA (Kungliga Skogs- och Lantbruksakademien).

Arten er opdelt i en række lokalte underarter: almindelig østrigsk fyr, der vokser i Østrig, Jugoslavien og Bulgarien, korsikansk fyr, der vokser i Italien, Sicilien og Korsika, Pinus nigra ssp. pallasiana, der vokser i Lilleasien og på Krim, og Pinus nigra ssp. salzmannii fra Sydfrankrig, Pyrenæerne og Nordspanien.