#74946 | Planteriget / Karplanter / Nåletræer / Granordenen / Granfamilien / Ædelgranslægten /

Sølvgran er et regelmæssigt nåletræ med tætsiddende nåle, der tilhører ædelgranslægten. Træets krone er en slank søjle med regelmæssigt og vandret siddende grene. Nålene er blågrå og blågrønne, hvilket giver træet et sølvfarvet løv, heraf navnet. Nålene er ens på begge sider, flade, vinkelbøjede ved grunden og måler 2-3,5 cm i længde med en bredde på 1,5-2 mm. Nålene er tætsiddende, opadkrummede og udadrettede med en skilning på undersiden af grenen. Hanblomsterne er ovale, mørkerøde, 6-7 mm store og sidder sammen talrigt på unge skud rundt på kronen. Hunblomsterne sidder opret og er gule med et svagt rødligt skær. De modnes til store, tøndeformede og purpurbrune kogler, der er 20-25 cm lange og 7-8 cm i diameter. Koglernes dækskæl er lange, tilbagebøjede, nedadrettede og grønne, hvilket giver koglen et skær af bleggrønt. Barken hos unge træer er glat, lysegrå og fyldt med harpiksblærer. Med alderen bliver barken mere rødbrun og sprækket. Træet bliver normalt 20-30 meter højt, men enkelte bliver op til 40 meter.
Forvekslingsmuligheder
På afstand kan sølvgran minde om arter af ædelgranslægten, men den kan let genkendes på de store kogler og de vinkelbøjede nåle.
Biologi
Koglerne bliver så tunge, at de til sidst falder ned fra grenen. Splintveddet er hvidgult og uden harpiks. Kerneveddet er lidt mørkere med en rødlig tone. Træet kan blive op til 100 år gammelt.
Levested
Arten er relativt nøjsom og stiller ikke store krav til jordbunden. Den trives dog bedst på en let jordbund. Den er følsom over for hård vinterfrost og sen forårsfrost, og i de tidlige leveår er den også følsom over for tørke.
Udbredelse
Sølvgran blev indført til Danmark i midten af 1800-tallet. I dag er arten almindelig i det meste af landet.
Kilde
Jørgensen, H., Rune, F., Bredsdorff, T. H. & Weitemeyer, S. (2005). Træer og Buske i Danmark. Gyldendal AS
Miljøstyrelsen
Sjove fakta
Sølvgran taber ikke nålene så let, som mange andre nåletræer, så den drysser ikke så let, hvis den tages indenfor, hvorfor den anvendes som pyntegrønt og til juletræ. Sølvgran går også under navnet nobilis, der betyder ædel.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: