Engelsk vadegræs kan forveksles med de øvrige arter og hybrider af vadegræs.

Engelsk vadegræs spreder sig kønnet ved frø samt vegetativt via rhizomer, rodskud og rhizomestykker. Udbredelsen til nye områder sker via havstrømme, mennesker, skibsfart og på fødderne af andefugle. Et frø, der spirer, kan hurtigt blive en stor tue ved vegetativ formering.

Engelsk vadegræs kan tolerere at blive oversvømmet i mere end 9 timer og er i stand til at tilbageholde og ophobe store mængder af sediment. Den har derfor potentiale til at ændre habitattyperne, hvilket kan være en trussel mod den øvrige flora og fauna i de vådområder, saltmarsk og vade, hvor den vokser.

Engelsk vadegræs vokser i strandkanter, saltmarsk og på vader. Artens fysiologiske egenskaber tillader, at den kan overleve og trives i et miljø, hvor kun få andre planter kan vokse. Engelsk vadegræs har derfor sjældent konkurrence fra andre planter.

En slægtskabsundersøgelse har kortlagt oprindelsen af engelsk vadegræs. Man mener, at amerikansk vadegræs kom til England med ballastvand i 1829. Omkring 1870 hybridiserede den med den i England hjemmehørende art Spartina maritima. Resultatet blev den sterile hybrid-vadegræs. Omkring 1890 menes der at være forekommet en kromosomfordobling, hvorved engelsk vadegræs opstod. Pga. artens evne til at tilbageholde og ophobe store mængder af sediment, er den blevet udplantet mange steder i forbindelse med landindvinding og kystbeskyttelse.