Voksne individer, med deres karakteristiske udvækst ved mundingen, er umiskendelige. Unge individer, der endnu ikke har udviklet deres udvækst ved mundingen, kan forveksles med små konksnegle. 

Pelikanfoden ligger nedgravet i mudder under vandet. Sneglen stikker sin snabel op igennem mudderet til det iltrige vand for at kunne respirere. Snablen bruges også til at finde fødeemner såsom planktonalger, dødt organisk materiale og smådyr på havbunden. Formeringen foregår om foråret. Ægkapsler lægges på sandkorn eller andre partikler i klynger af 1-3. Æggene klækkes efter et par uger, hvorefter fritsvømmende larver driver med vandstrømmene i mange uger. Larverne har svømmesejl og kan derfor bevæge sig langt væk fra deres fødested. Når larverne mister deres svømmesejl, falder de til bunden som voksne snegle. Her tilbringer de resten af deres liv.

Pelikanfod lever nedgravet på områder med blød ler- eller mudderbund. Typisk findes de, hvor havdybden er 10-40 meter, men de træffes også helt ned på 100 meters dybde.

Sneglen er udbredt i Kattegat, Nordsøen og Skagerrak.

Miljøstyrelsen

På grund af pelikanfodens solide skal, har den næsten ingen naturlige fjender.