#71144 | Dyreriget / Bløddyr / Snegle / Neogastropoda / Nassariidae / Tritia /

Sneglen har en tyk, pæreformet skal med et bulet netagtigt mønster. Der går en bred rende ind til mundingen. Bredden af renden er lidt over halvt så lang som højden af skallen.
Forvekslingsmuligheder
Sneglen kan forveksles med andre arter fra dværgkonk-slægten. Dværgkonken kendes bedst på sin tynde mundingskant. De andre arter fra dværgkonk-slægten har veludviklede tænder og en smal kanalformet rende ved mundingen.
Biologi
Dværgkonken er et rovdyr og ådselæder. Føden består bl.a. af smådyr og døde fisk. Den har en veludviklet lugtesans og kan dufte døde fisk på lang afstand. Yngletiden er om foråret og om sommeren. Hunnerne lægger sine æg i ca. 5 mm høje ægkapsler i klumper på tang, ålegræs, tomme muslingeskaller eller sten. De store ægklumper består af æg fra flere forskellige hunner. Én enkelt ægkapsel indeholder 50-100 æg. Æggene klækkes efter 4 uger, og ud kommer der larver. Larverne har svømmesejl, der gør, at de bevæger sig med vandstrømmene. Efter 2-3 uger falder larverne til bunden, hvor de forvandler sig til voksne snegle. Her tilbringer de resten af deres liv.
Levested
Dværgkonken lever nedgravet under sandet på relativt lavt vand. For at respirere, har de et ånderør der stikker op over sandet. De kan findes inde ved strandkanten og ud til en dybde på ca. 10 meter.
Udbredelse
Arten er udbredt i de indre danske farvande. De findes i store antal i fjorde.
Kilde
Miljøstyrelsen
Sjove fakta
Dværgkonken er byttedyr for søstjerner. Hvis en søstjerne får fat i en dværgkonk, begynder sneglen at svinge sin skal fra side til side for at slippe løs.
Noter fra taxonadministratoren
Taxonomi
Dværgkonk har tidligere været kendt under navnet Tritia reticulata. Det har imidlertid vist sig, at denne art er en overvejende meditterran art med en nordgrænse omkring de sydlige Britiske Øer. (Kathe Jensen 20-02-2024).

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: