Kendes fra de fleste andre danske fisk med samme kropsform bl.a. på, at de to rygfinner ikke er lige lange. Ørnefisken mangler de små skægtråde, som findes hos den atlantiske trommefisk. Desuden bliver ørnefisken op til ca. 230 cm, mens den atlantiske trommefisk sjældent er længere end 50 cm.

Æder en lang række forskellige bunddyr. Særligt hvirvelløse dyr, som små krebsdyr, børsteorme, bløddyr, og indgår i føden, men de voksne eksemplarer æder også småfisk. Arten lever gerne i brakvand, og gydetiden strækker sig fra juli til februar, men de danske farvande er for kolde til, at arten kan formere sig her. Da arten er forholdsvis varmekrævende, kan det tænkes, at arten i fremtiden vil skylle døde op på danske strande, når vandet sidst på efteråret bliver for koldt.

Lever forholdsvis kystnært, primært i bugter og deltaområder på steder med sand- eller mudderbund. Ynglen træffes på helt lavt vand og tilbringer en god del af sit første år i brakvand, mens de voksne findes på dybder ned til ca. 120 meter.

Meget sjælden i danske farvande, hvor arten kun med sikkerhed er blevet registreret to gange. Det skete i 2008 og 2018, begge gange i Nordsøen ud for henholdsvis Skagen og Hirtshals.

Fiskeatlas - Artstekster. Statens Naturhistoriske Museum.

Navnet trommefisk skyldes, at fisken kan frembringe trommende lyde vha. nogle muskler, der kan sætte svømmeblæren i svingninger. Lyden bruges i forbindelse med forplantning og for at markere fare, men er tilsyneladende også en del af en mere kompleks kommunikation fiskene imellem.