Der er pt. ingen danske forvekslingsmuligheder. Arter i Hubbardiidae kan først og fremmest forveksles med arter i den eneste anden nulevende familie af schizomider, Protoschizomidae. Protoschizomidae er imidlertid en meget mere begrænset familie, som kun er kendt fra Mexico og det sydvestlige USA.

Bueramme-stumphaleskorpionerer er aktive rovdyr, som lever af små hvirvelløse dyr. De er overvejende nataktive og opholder sig i dagtimerne skjult i jord, under sten, dødt træ, bark eller andet beskyttende substrat. Det lange første benpar anvendes intensivt til at undersøge omgivelserne. Benene er forsynet med sansehår og fungerer som vigtige føleorganer ved orientering og lokalisering af bytte.

Schizomider er i stand til at bevæge sig både fremad og baglæns, hvilket kan være en fordel i trange gange og sprækker. Hos mange arter er synet stærkt reduceret eller helt fraværende, og orienteringen er derfor i høj grad afhængig af mekaniske og kemiske sanseindtryk.

Parringen ledsages af en relativt kompleks kurtisering. Hannen og hunnen kommer i fysisk kontakt, og hunnen griber typisk om hannens flagellum, hvorefter hannen leder hende frem mod et sted, hvor han har anbragt en spermatofor. Hunnen optager herefter spermatoforen. Hos flere arter indgår særlige bevægelser og berøringer med flagellum og pedipalper i kurtiseringen.

Hunnen graver eller anlægger normalt et beskyttet hul eller kammer, hvor æggene lægges. Hun konstruerer et redeområde ved at sammenkittede jordpartikler eller andre substratdele og beskytter æggene og de første udviklingsstadier. Yngelpleje er således en vigtig del af reproduktionsbiologien. Hos schizomider dør hunnen ofte kort tid efter, at afkommet er klækket eller har forladt reden. Der findes også hubbardiider med ukønnet formering, og nogle arter har vist sig at være i stand til at etablere bestande uden regelmæssig kønnet reproduktion. I Danmark er der kun fundet en han af Stenochrus portoricensis (Odense Zoo), på de øvrige danske levesteder er der kun set hunner.

Det korte flagellum menes også at have betydning i kommunikationen mellem kønnene. Hos nogle schizomider findes kirtelstrukturer i forbindelse med flagellummet, og det er foreslået, at disse kan have en defensiv eller kemisk funktion. Flagellummets nøjagtige rolle varierer sandsynligvis mellem arter og er ikke fuldstændigt klarlagt.

Familien omfatter hovedsageligt arter fra varme, ofte fugtige miljøer. Hubbardiider findes især i tropiske og subtropiske områder, hvor de lever skjult i mikrohabitater med høj luftfugtighed og beskyttelse mod udtørring. Typiske levesteder er førn, humus, jordrevner, under sten, under bark, i rådnende træ og blandt organisk materiale på skovbunden.

Mange arter er knyttet til skovområder, hvor et fugtigt bundlag giver stabile mikroklimatiske forhold. Andre lever i mere åbne eller sæsonmæssigt tørre områder, men opholder sig da typisk i fugtige, beskyttede mikrohabitater, for eksempel dybt i jordrevner eller under større sten og dødt ved.

En betydelig del af familiens arter er underjordiske. Der findes både arter, som lever i huler, og arter, der lever i andre underjordiske hulrum og sprækkesystemer. Særligt i kalkstensområder og i tørre egne, hvor det underjordiske miljø giver mere stabile temperatur- og fugtighedsforhold, kan hulelevende eller dybt underjordiske arter forekomme. Sådanne arter har ofte reducerede eller manglende øjne og kan have forlængede lemmer og andre tilpasninger til et liv i mørke. Troglobitiske hubbardiider er blandt andet kendt fra forskellige underjordiske landskaber i Australien.

Nogle arter er desuden synantrope og kan leve i menneskeskabte miljøer, eksempelvis i tropiske væksthuse. Dette gælder begge de to arter (Bamazomus serendipitus, Stenochrus portoricensis), som er indslæbt til Danmark. Sådanne bestande er formentlig opstået ved transport af jord, planter og andet organisk materiale fra de oprindelige levesteder.

Hubbardiidae har en næsten global udbredelse og er den videst udbredte familie af schizomider. Familien forekommer på alle kontinenter undtagen Antarktis, men hovedparten af arterne findes i tropiske og subtropiske områder. Diversiteten aftager generelt mod højere breddegrader.

Familien er kendt fra følgende overordnede områder og regioner:

• Nordamerika, især Mexico og de sydlige og sydvestlige dele af USA.

• Mellemamerika og Caribien, herunder en meget stor diversitet på de caribiske øer, særligt Cuba.

• Sydamerika, fra tropiske områder i nord til mere tempererede egne i den sydlige del af kontinentet.

• Afrika, især tropiske og subtropiske områder.

• Det Indiske Subkontinent, herunder Indien og nærliggende områder.

• Sydøstasien, herunder den malajiske region og tilstødende øområder.

• Australien, hvor både overjordiske og talrige underjordiske former forekommer.

• Øer i Stillehavet og Det Indiske Ocean, herunder flere øgrupper med lokale eller endemiske arter.

Selv om Hubbardiidae som familie har en meget vid geografisk udbredelse, har mange enkelte arter et meget begrænset udbredelsesområde. En stor del af arterne er kortdistance-endemer og er kun kendt fra et mindre område eller i nogle tilfælde fra en enkelt lokalitet eller et enkelt hulesystem. Dette gælder især hulelevende og underjordiske arter. Den meget begrænsede spredningsevne, kombineret med afhængighed af stabile og fugtige mikrohabitater, bidrager sandsynligvis til denne høje grad af lokal endemisme.

Hubbardiidae er således en globalt udbredt, men overvejende tropisk og subtropisk familie. Familien viser en bemærkelsesværdig kombination af vid samlet udbredelse og meget små individuelle udbredelsesområder hos mange af dens arter.

Cokendolpher, J.C. & Reddell, J.R. 1992. Revision of the Protoschizomidae (Arachnida: Schizomida) with notes on the phylogeny of the order. Texas Memorial Museum, Speleological Monographs, 3: 31–74.

Craig, S.B.B., Lissner, J. & Thomsen, P.F. 2024. First records of the order Schizomida from tropical hothouses in Denmark: Stenochrus portoricensis and a new species of Bamazomus (Schizomida: Hubbardiidae). Arachnologische Mitteilungen, Vol. 67.

Harvey, M.S. 1992. The Schizomida (Chelicerata) of Australia. Invertebrate Taxonomy, 6: 77–129.

Harvey, M.S. 2001a. New cave-dwelling schizomids (Schizomida: Hubbardiidae) from Australia. Records of the Western Australian Museum, 64: 171–185.

Harvey, M.S. 2001b. The Schizomida (Arachnida) of the Seychelle Islands. Invertebrate Taxonomy, 15: 681–693.

Harvey, M.S. 2002. The neglected cousins: what do we know about the smaller arachnid orders? Journal of Arachnology, 30: 357–372.

Harvey, M.S. 2003. Catalogue of the Smaller Arachnid Orders of the World: Amblypygi, Uropygi, Schizomida, Palpigradi, Ricinulei and Solifugae. CSIRO Publishing, Collingwood, Victoria. 385 pp.

Harvey, M.S., Berry, O., Edward, K.L. & Humphreys, G. 2008. Molecular and morphological systematics of hypogean schizomids (Schizomida: Hubbardiidae) in semiarid Australia. Invertebrate Systematics, 22(2): 167–194. https://doi.org/10.1071/IS07026.

Harvey, M.S. 2011. Notes on some Old World schizomids of the genera Ovozomus and Schizomus (Schizomida: Hubbardiidae). Records of the Western Australian Museum, 26: 202–208.

Reddell, J.R. & Cokendolpher, J.C. 1995. Catalogue, bibliography, and generic revision of the order Schizomida (Arachnida). Texas Memorial Museum, Speleological Monographs, 4: 1–170.

Den ene af de to arter som yngler i Danmark, Bamazomus serendipitus Craig 2024, er beskrevet som ny art i Craig, Lissner & Thomsen (2024).