#137061 | Dyreriget / Leddyr / Klosaksdyr / Spindlere / Megoperculata / Edderkopper / Ordinære edderkopper / Museedderkopper / Berlandina /

Berlandina cinerea er en af landets sjældneste edderkopper. Den er aske-grå (cinerea = askefarvet) med parvise sorte pletter på forkroppen og på bagkroppen har den to længdegående sorte striber, der afgrænses af et lyst sildebensformet midterfelt. Den er tætbehåret med grå hår der giver den eminent camouflage på det grå sand, hvor arten findes. Det er den eneste art i slægten i Nordeuropa.
Gennemsnitlig kropsstørrelse han : 5.15-6.8 mm
Gennemsnitlig kropsstørrelse hun: 5.8-8.6 mm
Forvekslingsmuligheder
Kan forveksles med andre musedderkopper, omend det er få arter der reelt kan beskrives som grå. Ved nærmere sammenligning med andre arter fremstår den karakteristisk og unik, særligt bagkroppens markeringer findes ikke magen til.
Biologi
Berlandina er en aktiv jæger, der løber efter sit bytte og gemmer sig i totter af vegetation, når den ikke er på jagt. Da den lever på meget stejle skråninger i Danmark, virker dens evne til at klatre på lodrette flader særligt veludviklet (Formentlig et stort antal scopula (klæbehår) på fødderne). Således har F. Leck Fischer observeret at arten kan kravle på lodrette sider af hans plastikbakke. Arten gør det ikke hurtig, men den formår at gøre det det med nogen anstrengelse.
Levested
I Danmark findes arten på en varm, sydvendt kystskråning syd for Bornholms lufthavn, på partier med blottet sand og sparsom vegetation. Sandet er mørkt og fin-kornet og Berlandina cinerea er nærmest usynlig på det. Det er bemærkelsesværdigt at sandet på lokaliteten matcher 1:1 farven på edderkoppen, og den er usynlig når den ikke bevæger sig, tager man derimod og placerer arten på det lyse sand fra Dueodde på Bornholm, er arten ekstremt tydelig.
Det er ikke utænkelig at arten stiller nogle særlige krav til farven/geologien af sandet - Det er ihvertfald med livet som indsats for den at opholde sig på et underlag af den forkerte farve.
I udlandet er arten angivet som værende knyttet til tørre sandede lokaliteter, hvor den oftest findes mellem laver og lyng.
Udbredelse
Fundet første gang i Danmark på sydkysten af Bornholm, syd for Bornholm lufthavn af Magnus Bauer. Spredte fund i Europa, kendes fra Finland i Skandinavien. Der kendes også et fund fra 80'erne fra det nordligste Tyskland i Nationalpark Vorpommersche Boddenlandschaft, lige syd for Falster - fundet i 2026 på Bornholm var derfor ikke helt urealistisk men stadig overraskende.
Den er ualmindelig i hele sin udbredelse.
Sjove fakta
Arten blev fundet første gang i Danmark af Magnus Bauer på sydkysten af Bornholm da en han kom vandrende over en gammel asfalt-sti. Asfaltens sorte farve, gjorde det muligt at se den ellers velcamouflerede edderkop. På det tidspunkt vidste Magnus endnu ikke at det var en ny art for landet, men efter fundet blev uploadet til arter.dk fik han hurtigt besked. D. 11/5 forsøgte Magnus i selskab af Frederik Leck Fischer og TV2 Bornholm at genfinde arten, for at skaffe et fysisk belægseksemplar. Indslaget fik bred mediedækning, men kulde, blæst og regn gjorde det umuligt at genfinde arten den dag. Magnus og Frederik tog tilbage til lokaliteten i solskin d. 16/5, hvor det lykkedes Frederik at spotte to hunner 1 meter fra hvor Magnus havde fundet den først. En bestand var dermed påvist.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: