#122534 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Biller / Polyphaga / Scarabaeoidea / Torbister / Aphodiinae / Aphodiini / Aphodius /

Nubret møgbille er en lille og ret kompakt møgbille. Både oversiden og undersiden af kroppen er næsten ensfarvet sorte. Benene rødbrune. Hoved og pronotum med tæt, nubret punktur med både store og små punkter. Hovedet stærkt faldende fortil set fra siden. I det hele taget er arten ret hvælvet set fra siden. En rød kant langs mundskjoldet og pronotums sider fortil. Pronotum jævnt rundet. Dækvingerne med ikke specielt dybe - men distinkte - furer med svag punktur i mellem. Dækvingerne udpræget bredest bagtil. Scutellum mellemstort og svagt hjerteformet. Bagskinnebenet med en krans af små korte pigge for enden. Længde: 3-4 millimeter.
Hannens hoved med kraftigere knuder end hunnens.
Arten anses i nogle taksonomier for at tilhøre slægten Parammoecius.
Forvekslingsmuligheder
Nubret møgbille kan forveksles med en lang række små, sorte møgbiller i Danmark. Rødhalet møgbille (Aphodius haemorrhoidalis) har større scutellum og en mere eller mindre tydelig rød dækvingespids, samt kraftigere dækvingefurer. Nubret møgbille adskilles fra kort møgbille (Aphodius brevis) ved at have et væsentligt mindre distinkt mundskjold, samt ved at være smallere. Lille jordmøgbille (Aphodius plagiatus), Aphodius niger og Aphodius granarius er noget slankere. Hedemøgbille (Aphodius coenosus) og lille møgbille (Aphodius plagiatus) har kraftigere dækvingeriller og er fladere. Aphodius nemoralis er noget større (4,8-6,2 mm), og har mindre nubret punktur på pronotum. Matsort møgbille (Aphodius ater) er væsentligt mattere og har noget mørkere ben, samt et mindre kraftigt mundskjold.
Sværhedsgraden for en bestemmelse af det voksne individ synes at være relativt høj. Larven er svær at kende og kræver høj ekspertise.
Biologi
Arten er knyttet til dyregødning. Den er i Danmark udelukkende fundet i hjortegødning, og dette angives i udenlandsk litteratur også at være dens primære habitat, men den angives også at være fundet i husdyrgødning, samt i rådnende vækstdele. I gødning udvikler larven sig til puppe, og ultimativt til imago. Den lever primært af tarmsaft og andre let omsættelige næringsstoffer, der ikke er blevet optaget gennem fordøjelsen af pattedyret. Imago har 2 generationer om året. Første generation forekommer i foråret fra ultimomarts-primojuni, og denne er formentlig den mest talrige. Endnu en generation forekommer i efteråret i september-oktober. Formentlig overvintrer arten som imago. Den sværmer i godt og stille vejr. Arten er byttedyr for mange rovdyr i og omkring gødningskagen. Især fugle prædaterer på den, men også andre insekter, herunder primært mens den er larve.
Levested
Den findes udelukkende på skygget skovbund, primært i hjortegødning. Øjensynligt med en præference for nåleskov.
Udbredelse
Nubret møgbille er den nyeste Aphodius, der er blevet tilføjet til den danske fauna. Den blev for første gang fundet 01/05-2025 af Johan Kjær Prehn i Lerskov Plantage nord for Aabenraa. Arten var ret forventelig at finde i Danmark, da den tidligere i 2025 blev fundet som ny for Sverige i østre Småland, samt at den er relativt udbredt i Nordtyskland, hvor de nordligste fund dog er omkring Kiel. Det må forventes at arten også findes - eller indvandrer til - i hvert fald i Frøslev Plantage, men potentielt også i en række andre sydlige danske skove. Hvor “ny” bestanden i Lerskov Plantage er, er ikke til at sige. Der er ingen andre Aphodius, der ikke er kendt fra Danmark, hvor det er stærkt forventeligt, at de vil indvandre til Danmark i den nærmeste fremtid.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: