Livscyklus:

En hun af Tiphia femoratus, kommer op af jorden, lever af nektar og pollen fra blomster, og når dens ægproduktion er i gang, parrer den sig med en han. Herefter går hun på jagt efter underjordiske billelarver. Tiphia femoratus er særligt glad for sankthansoldenborren (Amphimallon solstitiale), som man ofte kan møde ved sankthanstid, hvor de sværmer op for at parre sig.

Hun bevæger sig langs jorden, hvor hendes følehorn opfanger de mindste duftmolekyler afgivet fra billelarverne. Når hun fornemmer at der er en lækker og fed billelarve under hende, graver hun simpelthen jorden væk, stikker larven med sin brod (så den er paralyseret) og så dumper hun et æg ned på den, og så dækker hun den til igen. Ægget klækker, og ud kommer en lille hvepselarve som herefter begynder at spise billelarven udefra. Den stikker sine små munddele ind i de bløde områder af billelarvens "hud" og suger kropsvæsken i sig. Efter en række hudskifte, hvor hvepselarven på dette tidspunkt har nået en pæn størrelse, spiser den resten af billelarven (der ellers har været i live under hele processen). Kun den hårde hovedskal og de pansrede ben kan hvepselarven ikke spise.

Hvepselarven forpupper sig, og kommer op næste år op som en ny fuldvoksen hveps.

Alle steder hvor der er store underjordiske torbist-larver, helst Sankt-hans oldenborren.

Formentlig vidt udbredt.

Det er dog ikke altid at hvepsen får billelarven for sig selv. Mange underjordiske billelarver bliver også inficeret med parasitiske rundorme, der ligeledes snylter på den, og de kan udtømme larven nok til at at hvepselarven ikke kan fuldende sin udvikling. Der er altså hård konkurrence blandt parasitterne, og de uheldige billelarver er fanget i midten af dette våbenkapløb.