#108790 | Dyreriget / Leddyr / Klosaksdyr / Spindlere / Megoperculata / Edderkopper / Ordinære edderkopper / Tæppespindere / Maro /

Ingen fotos...
Maro sublestus er en lille, uanseelig, ret slank edderkop, som kan være svær at spotte med det blotte øje. Hannerne måler 1,1-1,35 mm og er generelt en smule mindre end hunnerne som måler 1,15-1,5 mm. De to køn ligner hinanden meget, da hannerne ikke har hovedet modficeret. Forkrop og ben er er lyst gulbrune, mens bagkroppen er lysegrå til mørkegrå. Brystplade og kæber ligeledes gulbrune. Øjnene er er ret sammentrængte. Hannens palpelamel er savtakket i den yderste halvdel, hvor den også er bredest. Epigyn er med scapus.
Forvekslingsmuligheder
Kan i felten forveksles med andre Maro arter og små arter fra slægten Centromerus, nok i sær den meget almindelige C. dilutus. Overlapper i habitat med M. minutus og M. lepidus som også kan findes i tørvemoser. Hanner kendes fra hanner af M. minutus og M. lepidus på formen af lamellen i hannens palpe, som er er meget bred og tandet hos M. sublestus. Man skal være opmærksom på, at lamellen hos M. lehtineni ligner rigtigt meget. Selvom denne art endnu ikke er fundet i Danmark er det en forventelig art i det den forekommer i både i Norge, Sverige og Tyskland. Hunner adskilles forholdsvis let påformen af epigynet. Adskillelse af arterne kræver dog stereolup for både palpekarakterer og epigyn, da arten er så lille at de diagnostiske karakterer ikke kan se med en håndholdt lup i felten. Det er kun et fåtal af tæppespinderslægter, som både er små og samtidigt har scapus, hvilket gør det ret hurtigt at indsnævre en hun til rigtig art.
Biologi
Lever ved jordoverfladen under sten, i førn, i græs eller i mos, hvor den formentlig diskret anlægger et lille tæppespind. Voksne er indsamlet i april, juni og oktober i Danmark. Begge køn kan formentlig findes voksne hele året rundt.
Levested
Maro sublestus er knyttet til våde områder, f.eks. heder, moser, og fugtig skovbund med mosser som Sphagnum. I Danmark er arten fundet i fugtig elleskov (Keldskov), i tæt rød svingel med spredt tagrør og ved basis af tætte tagrør (Skive) samt i tørvemos (Holmegaards Mose). I den sydlige del af udbredelsesområdet er arten rapporteret fra højere beliggende områder i bjerge og ved overgange mellem skov og åbne fugtige arealer.
Udbredelse
Kun fundet tre gange gange i Danmark. Første fund er fra 2005, hvor arten blev fundet i Keldskov på Lolland af Jan Pedersen. I 2025 blev arten fundet på to lokaliteter: I Skive lidt syd for havnen, hvor Karup Å udmunder i Skive Fjord og danner et lille sandet delta og i Holmegaards Mose nord for Næstved. De spredte fund indikerer, at arten formentlig er overset i nogen grad i Danmark og derfor vil kunne findes på flere lokaliteter. Den globale udbredelse dækker det nordvestlige Europa, fra Irland til det vestlige Sibirien samt nogle Centraleuropæiske lande og Italien. Regnes for sjælden og med fragmenteret udbredelse i flere lande.
Sjove fakta
Det norske navn for arten er "fuktalvmattevever" mens det svenske er "mossalvspindel". Et forslag til et dansk navn kunne derfor være "sump-elveredderkop", hvor "sump" dækker over at arten forekommer både i sure og mere minerogene moser.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: