#108645 | Dyreriget / Leddyr / Klosaksdyr / Spindlere / Megoperculata / Edderkopper / Ordinære edderkopper / Stjernebenedderkopper / Oecobius /

Kropslængde: 2.2-2.5 mm. Det omtrent kredsrunde rygskjold er hvidligt i farven med sort, uregelmæssig kantlinie, tre mere eller mindre tydelige pletter i hver side og med mørk tegning i øjenområdet. Ben lyse, nærmest gennemskinnelige, med mørkere ringtegninger. Bagkrop spættet i hvidgrå og gråbrune farver og med mørkebrune pletter i varierende størrelser. Epigyn med scapus (mangler hos den anden danske art, O. amboseli).
Forvekslingsmuligheder
Kan forveksles med den lignende O. amboseli. Begge arter er ret variable i farvetegninger, dog ser det ud til at O. amboseli generelt er lysere. Denne art har også nogle mørke tegninger som når den mørke kant af den kredsrunde forkrop, mens O. navus har pletter (kan være utydelige) som ikke når randen (begge arter har et sort kantbånd langs randen). De to arter adskilles dog let fra hinanden under stereolup da deres palper og epigyner er meget forskellige. Formentlig overlapper de ikke i habitat, O. amboseli synes mere varmekrævende og er fundet i vækstrum mens O. navus er en sjælden husedderkop i Danmark.
Biologi
Hurtig løbende edderkop. De anlagte teltspind har en diameter på ca. 3 cm og tjener som både fangspind og retrætespind.
Levested
Nord for Alperne kun i bygninger. Under mere sydlige himmelstrøg både udvendigt og indvendigt i bygninger, på mure og sten (ofte underside) i lysåbne naturtyper og lyse skove.
Udbredelse
Aarhus, Herning, Odense, København (Statens Naturhistoriske Museum) og sikkert mange flere steder. På væggene i Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum (Birk) er der observeret ca. 20 individer, hver siddende i et teltspind hvor langt de fleste var anlagt i væghjørner (se foto). Mange forladte spind med eller uden byttedyrsrester vidner om at arten har været på lokaliteten gennem længere tid. En meget almindelig og ofte talrig husedderkop i Sydeuropa og formentlig indslæbes arten til Danmark af folk som har været på ferie eller med varer. Arten bliver dog nok sjældent bemærket grundet lille størrelse. Arten er også registreret i Norge, Sverige og Finland.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: