#108594 | Dyreriget / Leddyr / Klosaksdyr / Spindlere / Megoperculata / Edderkopper / Ordinære edderkopper / Løbeedderkopper / Philodromus /

Ingen fotos...
Philodromus dispar er en af de mest karakteristiske repræsentanter herhjemme af familien Philodromidae. Arten er forholdsvis lys, med lyse, ofte sandfarvede/svagt orange ben, og en sandfarvet underside af forkrop og bagkrop. Oversiden af både for- og bagkrop er en lys til rødlig brun hos hunnen gennem hele hendes livscyklus, men hos hannen kun frem til hans sidste hudskifte. Den rødbrune overside af hunnen og de unge hanners bagkrop står i stærk kontrast til den lysere underside, og en tydelig hvid kant løber langs forkroppens rand. Hannerne har meget brede palper, som gør sig tydeligt allerede før at han er kønsmoden. I sidste hudskifte ændrer hannen udseende fra ellers at have lignet en hun. Hans overside af for- og bagkrop bliver meget mørk (nærmest sort), og han får lange og spinkle ben, der dog forbliver lyse/sandfarvede.
Arten har i modsætning til andre arter i familien Philodromidae, ikke megen variation i sine farvemønstre. Der findes forskellige nuancer af den brune overside, og nogle eksemplarer kan være mere "udvaskede" i deres farve-overgange. Benene kan også være svagt mørkere mod enden, men overgangen er meget glidende og kontrasten mellem den mørkere ende og den inderste del af benet er ikke stor. Nogle eksemplarer er meget skarpt rødbrune, andre lysere.
Et andet godt kendetegn for arten er at tibia (skinnebenet) på benbar 1, har 5 par ventrale sorte pigge, Et kendetegn unikt til Philodromus dispar bland de danske arter i familien Philodromidae.
Forvekslingsmuligheder
Både subadulte og adulte hanner af p. dispar bør ikke kunne forveksles med andre arter. Den subadulte hans ekstremt brede palper, og den adulte hans nærmest sorte overside af kroppen, i kontrast til de helt lyse ben er umiskendelig.
Hunnen og yngre hanner af P. dispar kan overfladisk ligne visse hunner af den hyper-variable art Philodromus cespitum. Cespitums ben er knapt så ensfarvede, og overgangene i farverne på kroppen er sjældent så skarpe som hos P. dispar. Lårene på P. cespitum vil sommetider også være i svage grøn-blå nuancer, noget som jeg endnu ikke har set hos P. dispar. Philodromus aureolus er også en mulig forveksling, Og den vil man i høj grad finde i de samme habitater som P. dispar. P. aureolus er dog generelt en mere variabel art med forskelligt-farvede ben, hvor inderdelen af låret f.eks. er lys mens det mod knæet bliver mørkere. P. aureolus vil også have andre aftegninger på bagkroppen.
Philodromus albidus, kan også have en skarp overgang i farverne på bagkroppens for- og underside samt have en hvid kant langs forkroppens rand. Men de er generelt meget blege, lidt transparente, og med prikker i grønlige og rødlige nuancer på ben og forkrop. P. albidus er også væsentlig mindre, fladere, og med en mere aflang mere spids bagkrop end P. dispar.
Hvis man er meget ny til at identificere edderkopper, kan arten overfladisk forveksles med de robuste og tykke krabbeedderkopper i slægten Xysticus, hvis hunner også optræder i lyse varianter. De er dog væsentlig mere robuste, med kortere ben og slet ikke lige så adrætte.
Biologi
Philodromus dispar er en lynhurtig edderkop, der lige som andre arter i familien Philodromidae, ligger stille på vegetation, indtil et passende byttedyr er indenfor rækkevidde af deres løb. Deres bytte indeholder særligt små tovinger og generelt mindre insekter. De laver ikke spind, men hunnen laver en ægsæk, som hun fastsætter til vegetationen eller på træværk. Her bevogter hun æggene, frem til at de klækker om efteråret. En hun kan lave flere ægsække ved siden af hinanden, hvis hun har spist godt. F. Leck Fischer har observeret en hun med tre ægsække, men én stor ægsæk, er formentlig det mest udbredte. Arten overvintrer i dødt ved og lign. og livscyklussen fortsætter året efter. Kønsmodne individer er almindelige fra midt i Maj.
Levested
Arten findes i alle typer bevoksede habitater, men særligt i nærheden af mennesker ser arten ud til at trives.
I haver og omkring huse, synes arten at være almindelig og den kan nemt rystes af vegetationen ned i en sorteringsbakke.
Udbredelse
Arten har været erkendt i Danmark ihvertfald siden 1950'erne (med enkelte få fra Østsjælland). I dag er den fundet i det meste af landet, men mangler på nuværende tidspunkt observationer fra visse øer. Dette skyldes ikke nødvendigvis at arten ikke findes der, men blot at den som så mange andre edderkopper, endnu ikke har fået megen opmærksomhed. Udenfor landet findes arten i Europa og hen til det sydlige Sibirien. Den er under spredning, og er for nyligt også blevet indført via. mennesker til Nordamerika.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: