Ligner en krydsning mellem en tragtspinder/husedderkop og en jagtedderkop. Grundet at man sjældent ser Liocraniderne, kan den for den utrænede være ret svær at familieplacere. 

Lykkedes det at familie-placere arten er der også en del lign. Arter i samme slægt. A brunnea er dog den største art. Den største forvekslingsmulighed er Hede-felampespinderen (Agroeca proxima). De overlapper dog sjældent men kan grænse op til hinanden. F.eks. kan man finde A brunnea på våde heder grænsende op til klitter hvor A. proxima så tager over. A. proxima er som udgangspunkt også en dybere rødlig farve, lidt mindre og med tydeligere markeringer på forkrop end A. brunnea.

Arten er nataktiv og jager ved aktivt at opsøge sit bytte på jorden. De laver altså ikke noget fangstnet.

Som andre Agroeca er hovedsæsonen i efteråret september-november, men sommetider også i vintermånederne. Helt ind i februar og marts kan der sommetider stadig findes hanner. Hannerne er helt forsvundet omkring april-maj, og tilbage er der kun drægtige hunner, der nu laver deres karakteristiske "felampe-ægsække".

Det er svært at stimulere til parring mellem han & hun. Ved en sammensætning af de to køn i en beholder var der ingen form for kontakt mellem de to. De ænsede slet ikke hinanden. Settingen var formentlig for unaturlig, hvor de rigtige "cues" der skulle stimulere parringen varr fraværende. (Observationer F. Leck Fischer)

Når det er tid til at lægge sine æg, spinder edderkoppen først en meget stærk og tætpakket stilk af spind på en egnet overflade, hvor den i enden konstruer en lille skål der vender på hovedet. I skålen lægger edderkoppen sine æg (op til 60 stk), der kommer ud af bagkroppens kønsfure, i en dråbe væske, som klæbrer sig til skålens spind. Herefter dækkes skålen til med et fint lag spind, men edderkoppen efterlader en lille åbning i midten af det dækkende lag. Her kunne ægsækken sådan set se færdig ud, men edderkoppen fortsætter bygningsværket. Den spinder nu videre på skålen og danner et ny kegleformet hulrum – et ”vokse-rum”.

Vi har nu en omvendt skål på en stilk, siddende derpå er en omvendt kegle, og de to figurer er adskilt af en skillevæg med et hul i midten. Æggene ligger i skålen, og ”gro-rummet” i keglen er tomt til at starte med. Æggene modnes og klækkes over nogle uger. En uge efter at ungerne kommer ud af æggeskallen kravler de gennem åbningen i skillevæggen ned i ”gro-rummet.” Her bliver de 2-3 uger, hvor de gennemgår deres første hudskifte. Nogle dage efter dette, bider et særligt eventyrlystent individ så et hul i bunden af lampen, og firer sig ned. Denne efterfølges af de resterende unger, en efter en. Herefter spreder de sig hver til sit, og hvis alt går som det skal, vil de selv (hunnerne) spinde en felampe en dag med deres egne unger. Det er da næsten lige så magisk som hvis det rent faktisk var en fe der havde bygget en lille lampe?

Den yderste væg af felampen er lavet med et tætvævet, kridhvidt og vandskyende lag spind. Har edderkoppen travlt, stopper konstruktion efter dette lag, men mange felampespinder-mødre går skridtet videre og henter nu jord, sand og lign. i munden fra jorden, og med en særlig spyt omdanner de det til en slags mørtel der nu smøres på ægsækken. Det resulterer i en meget hård, og velcamoufleret ægsæk. Og mørtlen er formentlig også beskyttelse imod snyltehvepse i slægten Gelis, som meget ivrigt opsøger felampespinderens ægsække for at lægge sine egne æg i den, og lade dens larver mæske sig i felampespinderens æg. Med en stærk mørtel, omkransende ægsækken, kan hvepsene simpelthen ikke stikke igennem med deres æglægningsbrod. Et lille minus ved mørtlen er dog, at det vanskeliggøre ungernes exit fra ægsækken, hvis det er for tørt – de kan simpelthen ikke bryde igennem den. Derfor sker flugten om natten, når der er fugt i luften og mørtlen blødgøres. Der er lavet undersøgelser der viser at ægsække forsøgt klækket i et tørt stuemiljø, mislykkes, da ungerne simpelthen ikke kan komme igennem mørtellaget. Måske er disse pros and cons ved mørtlen årsagen til at det heller ikke er ualmindeligt at se ægsække der slet ikke er dækket til.

Arten kan findes i mange slags habitater, men dens tilstedeværelse er mest synlig, steder med små dværgbuske, og lign. lav vegetation, hvor deres felampe-ægsække er måden man opdager deres tilstedeværelse på. Arten dør/begynder at humpe efter få dage i en beholder uden adgang til fugt. Den fugtafhængige levevis sætter en naturlig begrænsning for hvor tørre disse habitater må være. Der er dens slægtning Agroeca proxima mindre krævende (Observationer F. Leck Fischer).

De voksne dyr kan om efteråret nemmest findes ved at sigte halvfugtigt bladførne (må ikke være drivvådt).