#108510 | Dyreriget / Leddyr / Klosaksdyr / Spindlere / Megoperculata / Edderkopper / Ordinære edderkopper / Plantekrustrådsspindere / Simziella /

Ret stor plantekrustrådsspinder, kropslængde han: 2,5-3,0 mm, hun: 3,0-3,5 mm (Roberts 1995). Hjertemærke mørkt hos begge køn, mere eller mindre tydeligt tredelt bagtil. Hunnens bagkrop er påfaldende hvidlig. Den mørke forkrop er ret tæt dækket af hvide hår i hovedregionen. Benene med ret utydelige ringtegninger af hvide hår, mest tydeligt yderst på knæleddet. Hannen er mørkere end hunnen og mere brune individer kan ligne Dictyna arundinaceae. Tibialapofysen er fingerformet med to korte tænder i spidsen (se foto).
Forvekslingsmuligheder
I sær hanner ligner mest af alt en lidt for lys Dictyna arundinacea, men rygtegningen er også en smule anderledes.
Biologi
Frederik Leck Fischer har observeret en juvenil ryste alle 4 ben på en side af kroppen på en besynderlig "Spaghetti-agtig" måde, han ikke har observeret for andre arter. Det er muligvis en tilpasning til at ryste sand og snavs af benenes sanseorganer. Arten har ingen problemer med at kravle hurtigt over fint sand, men den kæmper lidt når sandet skråner.
Under en fotosession blev det observeret, at arten gerne vil baloone. Indimellem stopper et individ op, mens den strækker sig op på alle 8 ben og bagkroppen skydes i vejret, samtidigt med at spindetråde sendes ud fra cribellum i et forsøg på at gribe vinden (se foto). Ægkokon halvkugleformet, knap 4 x 4 mm med hvid, pergamentagtig overflade, og med løse fastgørelsestråde rundt langs kokonens omkreds som fastholder kokonen til underlaget (se foto). En kokon indeholdt 18 runde, gullige æg.
Levested
Arten foretrækker sandede habitater, f. eks klitter med sand-hjælme og bredder, klitlavninger med opskyl/førn hvorunder fangspindet anlægges. Den findes også på vegetationsløse strande, hvor den kan findes over opskylslinjen i vindomlejret tang som er mere eller mindre overlejret med sand. Selvom der formentlig har været tilbagegang i disse habitater kan det ikke forklare, at der ikke er flere recente fund, medmindre den dårligt tåler færdsel langs strandene. Udenlandske levesteder er mere diverse, eksempelvis på Grønland, hvor arten kendes fra klippeterræn og pilekrat (Böcher 2001).
Udbredelse
Simziella major er kun fundet fire gange i Danmark. I lang tid var sidste fund i 1963 og man formodede at arten var i stærk tilbagegang eller endda helt forsvundet. Johan Prehn genfandt arten efter 62 års fravær i stormopskyl på Rømø d. 16. Januar 2025. Arten er kendt fra det tyske vadehav og tilstedeværelsen af arten i den danske del er derfor ikke uventet. Arten er sjælden i hele dens udbredelsesområde og chancen for indvandring af nye populationer må formodes at være lille. Grundet artens lille størrelse, meget lokale bestande, dens kryptiske levevis i sammenblæst tang og lign. (steder som få folk kigger) og det lave antal edderkoppe-entusiaster, der er opmærksomme på arten, må man også formode, at en del bestande kan være overset. Formentlig kan arten findes langs flere danske kyster med det rette søge-blik. Den globale udbredelse strækker sig fra Nordamerika, Europa, Rusland (Europa til Fjernøsten), Tadsjikistan, Kina. Udbredelsen i Nordamerika inkluderer Grønland, hvor den er kendt fra de sydlige faunistiske områder SØ-S-SV (Böcher 2001). Øvrig udbredelse i Nordamerika: fra Labrador mod vest til Alaska og mod syd til Minnesota, South Dakota, Montana og det nordlige Californien (BugGuide, Chamberlin & Gertsch 1958).
Kilde
Böcher, J. (2001). Insekter og andre smådyr - i Grønlands fjeld og ferskvand. Forlag: Forlaget Atuagkat.
Chamberlin, R. V. &. Gertsch, W. J. (1958). The Spider Family Dictynidae in American North of Mexico. Bulletin of the American Museum of Natural History; Vol. 116 : Article 1.
Montana, K. O., Cala-Riquelme, F., Crews, S. C., Gorneau, J. A., Al-Jamal, A. M., Alequín, L. D., Spagna, J. C., Ballarin, F. & Esposito, L. A. (2025). Tailor's drawer no more: a reappraisal of the spider family Dictynidae O. Pickard-Cambridge, 1871 sensu lato. Zoological Journal of the Linnean Society 204(2, zlaf007): 1-97. [2nd pdf contains the Suppl. Figs 1-5] doi:10.1093/zoolinnean/zlaf007.
Roberts, M. J. (1995). Collins Field Guide: Spiders of Britain & Northern Europe. HarperCollins, London, 383 pp.
Sjove fakta
Da arten blev genfundet af Johan Prehn i Januar 2025, var der tale om et juvenilt eksemplar, der dog stadig besad de ydre kendetegn forbundet med S. major. For at være helt sikker i bestemmelsen blev eksemplaret sendt til genetisk analyse på Statens Naturhistoriske Museum, hvor A. Kappel udførte en barcode-analyse, som viste et 100% match med S. major. Artens "tilbagevenden" til Danmark var dermed bekræftet. Voksne individer af begge køn er efterfølgende fundet på Ulvshale i maj, 2026. Arten er i 2025 flyttet fra Dictyna og over i en den nyoprettede slægt Simziella (Montana et al. 2025). Simziella major har været kendt fra Grønland i mange år og her går den under det danske navn klippe-kartespinder (Böcher, 2001), hvilket ikke afspejler artens habitatpræference i Danmark.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: