Arten er sammen med Enoplognatha ovata, og en tredje art der ikke findes i Danmark, i et arts-kompleks. Kort fortalt vil det sige, at disse arter ligner hinanden så meget – at man i lang tid troede at de var samme art. De to arter adskiller sig dog på en række punkter som man godt kan se uden det vilde udstyr – Dels deres kønsorganer (som faktisk er ret nemme at anskue med en lup), men også deres foretrukne levested.

Det hunlige kønsorgan hos Enoplognatha latimana ligner mere end “flødebolle” set fra siden - det flader ud bagtil, hvor det hos E. ovata var afrundet/ovalt. De hanlige kønsorganer, pedipalperne, er ”brede” og mere runde sammenlignet med E. ovata – hvilket vist nok ligger til grund for det artsnavnet ”latimana,” som vist nok betyder ”brede hænder” – på latin.

Det hunlige kønsorgan som sidder på undersiden af bagkroppen, er hos E. ovata ret ovalt – De hanlige kønsorganer, pedipalperne som sidder oppe ved munden er relativt ”smalle” og mere spidse sammenlignet med Enoplognatha latimanas. 

Habitat og kønsorganer er det eneste der nogenlunde kan adskille de to arter - for med hensyn til aftegninger er de meget variable. Ret unikt kommer disse to arter i 3 farvevarianter, og hver individs variant er genetisk bestemt – Man vil tit opdage, at alle individer i ens have er af fælles afstamning og derfor har samme farve-variant.

De 3 varianter er:

- En ren gullig bagkrop (lineata-formen) – Findes hos både E. ovata og E. latimana

- En gullig bagkrop, med 2 rødlige stiber ned langs bagkropssidderne (redimita-formen) - Findes hos både E. ovata og E. latimana

- En gullig bagkrop med et stort rødt felt i midten (ovata-formen) – Denne er ret sjælden, og er vist aldrig/ekstremt sjældent observeret hos E. latimana. Så finder man sådan en kan man være ret sikker på at det er E. ovata man har med at gøre.

Enoplognatha latimana og Enoplognatha ovata kan findes hele året, og følges nogenlunde ad i deres udvikling. De voksne ses i Juni-August, - Her parrer de sig, og til dette har hannerne nogle vilde kæber, som de formentlig bruger til at holde fast på hunnen under parringen. Hannen dør kort tid efter. Hunnen laver derefter en rund ægsæk – ofte skjult indviklet i et blad. Inde bag det sammensluttede blad bevogter hun ægsækken til at den klækker, og de små unger søger derefter ned langs jorden, og ind imellem græstotter og lign. for at overvintre. De voksne hunner dør kort tid efter. Og cyklussen starter forfra året efter med ungerne der nu er blevet voksne. De små nyudklækkede unger, kan kendes på nogle små prikker de har i to rækker ned langs bagkroppen.

Enoplognatha latimana er glad for tørre, solbeskinnede kystmiljøer, overdrev, lyngheder etc. Skygge er knapt så vigtig. Medmindre at det er en sommerhusgrund ud til kysten, vil du formentlig ikke finde den i din have.

Vi ved meget lidt om Enoplognatha latimanas udbredelse, men de fleste fund ser ud til at følge en kystnær udbredelse. Registreringer af arten, mangler for store dele af Jylland. Særligt Vestkysten.

Arterne er i familien kugleedderkopper - Sammen med den velkendte fedtedderkop, væksthusspinderen, de sorte enker og mange flere. 

I England synes man at de to arters bagkrop ligner lidt bolsjer/slik, derfor kalder de dem også ”candy-striped spiders.”