Ligner en blanding af en jagtedderkop (Lycosidae) og en springedderkop (Salticidae) men opfører sig mest som sidstnævnte. Ja faktisk er den bedre til at springe end mange springedderkopper. De meget piggede ben, den særlige benstilling, den høje "pande", og den rødlige farve (på ideal-eksemplarer) burde gøre arten umiskendelig så længe man har en overordnet forstand på edderkopper.

En meget observant og visuelt orienteret edderkop, der ivrigt vender og drejer sig for at følge bevægende stimuli med sine fremadrettet øjne. Det antages at arten har godt syn. Den jager ved at springe på sit bytte og fange det i et "bur" af lange pigge på benene. Arten laver altså ikke spind til sin byttefangst, men trækker dog stadig en sikringstråd bag sig som bl.a. bruges som anker-punkt ved spring efter bytte.

De voksne hanner er det mobile køn som opsøger hunnerne i maj/juni. Hannerne lever generelt ikke særligt længe.

Æggene indpakkes i spind i en flad ægsæk, der er hæftet på lyngbuske, og som bevogtes af hunnen. Hunnen sidder ovenpå ægsækken med hovedet nedad frem til at æggene klækker i forsommeren. Ungerne spiser sig til det subadulte stadie henover sommeren og det tidlige efterår og overvintrer som subadulte. De bliver vokse året efter i maj-juni og cyklussen fortsætter.

--

At hårene der udgør artens markeringer nemt slides af kan være en adaptiv fordel til at vanskeliggøre dannelsen af et søgebillede for eventuelle rovdyr. Sagt med andre ord: Hvis alle losedderkopper gennemgår varierende slitage, vil de allesammen se forskellige ud, og det vil gøre det være sværere for et rovdyr at indstille sit syn på arten (teori F. Leck Fischer). Slidte losedderkopper er tydeligt bedre camoufleret på brune lyngkviste end helt friske, og røde eksemplarer.

Lever på relativt uforstyrrede, gamle, gerne fugtige lyngheder, og i lyng-dominerede moser, hvilket gør egnede levesteder fåtallige (særligt udenfor Jylland).

Meget sjælden og i nyere tid (2026) kun fundet i Jylland. Arten har i dag sin højborg på heder omkring det midtjyske søhøjland (Højkol, Sejs hede, Hårup sande etc), men kendes også fra Gjern Bakker (Egedalsmosen og Færgemosen), Løvenholmskovene (Gjesing Mose), Rold skov (Lille Økssø og Langmose) og Lille Vildmose (Paraplymosen). Den er som regel talrig på egnede lokaliteter, men lokaliteterne er små og dens egnede habitat (tørvemoser og lyngheder) er i tilbagegang og truet af eutrofiering. Det er yderst vanskeligt at lave nyt habitat til Oxyopes, og den spreder sig dårligt til nye områder. Således er det meget vigtigt at der værnes om tilbageværende bestande, og at de nuværende levesteder holdes i god stand.

Historisk kendes arten kun fra en lokalitet i Østdanmark - Vandmosen i Gribskov, og opadliggende områder. Her blev den fundet i mange eksemplarer 1920'erne, men er ikke set siden. Siden 2011 har et par fiskeørne bygget redde i området, hvilket har medført at området afspærres for besøgende i losedderkoppens hovedsæson. Det har gjort det umuligt for araknologer at undersøge om arten stadig er på lokaliteten. Vandmosen er groet meget til siden 20'erne (Baseret på samtidige luftfoto), og det frygtes af arten er udryddet fra Østdanmark - i så fald vil den formentlig aldrig komme tilbage.

Jens Brændegård skriver i Danmarks Fauna 80 - Edderkopper II: "Den er kun fundet et sted på Sjælland (Vandmosen øst for Grib Sø) og i Jylland (mellem Hals og Stendalsgård, Pindstrup, Frijsenborg, Silkeborg, Himmelbjerget og Svejbæk)."

Arten er relativt almindelig i Sverige (men også lokal) grundet landets mange velbevarede tørvemoser med lyng, der er ideelt habitat.

Familien losedderkopper (oxyopidae) er væsentlig mere diverse i troperne. Der er på nuværende tidspunkt beskrevet omkring 450 arter på verdensplan, men der er formentlig også mange ubeskrevne arter. De kan være store, langbenede og meget farverige, men også små, kompakte og uden farver.