Som udgangspunkt er arten så karakteristisk, at den ikke kan forveksles med andre danske arter. Meget blege individer af krabbeedderkopperne i slægten Xysticus kan muligvis volde problemer for nybegyndere, disse kan også finde på at sætte sig i blomster. De juvenile kan som udgangspunkt heller ikke forveksles med andre arter.

I Centraleuropa (og øen Gotland i Sverige) findes arten Thomisus onustus der også har egenskaben til at kunne skifte farve (dog også til pink), dens bagkrop er ”trekantet” med to forhøjninger bagtil. De yderste øjne er også hævet fra resten af forkroppen på udvækster af øjenregionen. Det er muligt at Thomisus onustus vil sprede sig til Danmark som følge af klimaforandringer i fremtiden. Den findes i England og er fundet enkeltvise steder i den nordlige del af Tyskland. Som nævnt har T. onustus sin eneste relikt bestand i Skandinavien på øen Gotland i Sverige.

Misumena vatia er som andre krabbeedderkopper et “sit and wait”-rovdyr, der sidder på blomster eller i vegetationen med sine muskuløse forben bredt ud til siderne. Her venter den på at et insekt lander foran den. Det intetanende insekt får herefter en “døds-krammer”.  Kosten består primært af tovinger og årevinger, men mange krabbeedderkopper er kendt for at kunne tage bytte mange gange større end dem selv, og Misumena vatia er ikke en undtagelse her. Sommetider vil de have fanget store dagsommerfugle, men også guldsmede (de ægte guldsmede og ikke bare de spinkle vandnymfer)lykkes det dem sommetider at nedlægge. Som andre krabbeedderkopper spinder M. vatia ikke sit bytte ind i silke efter fangst. Den holder stædigt fast på byttet med sine kæber indtil at det er udsuget for næring.

En række danske edderkopper kan skifte farve baseret på deres omgivelser, men Misumena vatia er muligvis den mest berømte art i den henseende. M. vatias farveskift kan være drastisk. Den kan skifte farve i spektret hvid til grønlig til skrig-gul. Farveskiftet er ikke øjeblikkeligt og kan tage mange dage at gennemføre. Hannerne ser, som nævnt, betydeligt anderledes ud end hunnen. Det er formentlig en fordel for ham, at være brunlig når han bevæger sig i vegetationens underetager på jagt efter en hun. Var han hvid/gul som hunnen ville eventuelle rovdyr nemt spotte ham på jorden eller blandt grønne blade og stængler. Man vil sjældent/aldrig finde fuldvoksne hanner siddende i blomster, men unge hanner har samme levevis som hunnerne.

Når hannen finder en passende hun, vil han kravle op på hendes store bagkrop og sidde der og bevogte hende. Han holder meget godt fast, og det er yderst vanskeligt at lirke ham af (forsøg F. Leck Fischer). Nogen gange vil flere hanner side spredt udover hunnens bagkrop, men de vil forsøge at jage hinanden væk. Hunnen bærer ufrivilligt rundt på hannen og han vil ved ethvert åbent vindue kravle ned under hunnens bagkrop og parre sig med hende, det vil han gentage mange gange. Hunnen vil med sine bagben forsøge at skrabe en han af fra oversiden af bagkroppen (Observationer F. Leck Fischer).

De befrugtede hunner lægger æggene i en klump skjult imellem sammenspundne blade af en vilkårlig urt hun finder passende. I ægsækken er æggene sårbare og feltobservationer fra England har vist at der er en række snyltehvepse, der snylter på æggene af M. vatia.

Æggene klækker efter 3 uger, og ungerne overvintrer som subadulte. Foråret efter klækningen gennemgår ungerne deres sidste kønskifte og bliver kønsmodne, og cyklussen starter forfra.  

Arten er primært kønsmoden i Maj/Juni.

Misumena vatia findes særligt i fugtige skovlysninger, ofte tæt på lysningens kant, hunnen siddende på hjortetrøst, smørblomst eller andre planter i blomst. Den kan også findes i villa-haver (der har præg af skovlysning) på sommerfuglebuske og lign. Det er ikke altid at hunnen sidder direkte på blomsterne. Er blomsten enlig kan hunnen sommertider findes siddende på undersiden af kronbladene. Består planten af mange blomster i tætte klaser, sidder hunnen imellem de mange små blomster. Det er ikke altid at hunnen af kamæleonedderkoppen ænser farven på blomsten hun sidder i. Altså kan man ofte finde hvide individer i gule blomster og omvendt. Voksne hanner er knapt så tilknyttet til vegetationen og den blomsterboende levevis. De bevæger sig hurtigt langs jorden, hvor deres kombination af grøn og brun i deres kropsfarve fungerer som god camouflage.  

Arten er almindelig, men lokal. På lokaliteterne optræder den dog talstærkt.

Arten er ikke registreret fra Vestjylland, den har ganske få lokaliteter på Fyn (særligt den sydlige del), og så har arten kun en enkelt ældre observation fra Bornholm.