Xysticus-slægten er ikke en slægt man lærer fra den ene dag til den anden. Der er 10 arter herhjemme, der for den utrænede kan ligne hinanden meget. Dertil er der store kønsforskelle og stor variation indenfor en art. 

Er man ikke bekendt med dem og har man ikke genitale-tjekket sit fund, bør man i de fleste tilfælde holde sin observation på slægtsniveau her på arter.

Helt grundlæggende er fuldvoksne hanner mørkere, langbenede og med en smal bagkrop. Fuldvoksne hunner er som regel lysere med kortere, kraftigere ben og en bred bagkrop.

Dette gælder også Xysticus kochi, der er en af de mest udbredte Xysticus-arter.

X. Kochi ligner meget Xysticus cristatus. Det kræver erfaring med flere eksemplarer man har godkendt via. Et genitaletjek for at lære de subtile forskelle mellem disse to.

Hunner: Overordnet set er X. kochi en del størrere, mere muskuløs, og med et bredere rygskjold. Behåringen på rygskjoldet er også tættere. Aftegningerne på bagkroppen er sjældent lige så tydelige, som de er hos X. cristatus. Er det et individ der for nyligt har gennemgået et hudskifte, er arten lys/sandfarvet. Er hudskiftet af ældre dato er arten mørk/rødbrun - ja nogle individer kan nærmest blive helt sorte. De gamle individers aftegninger kan være meget utydelige! Og i denne alder kan arten udover Xysticus cristatus også forveksles med Bassaniodes robustus og Xysticus luctuosus. Begge disse mørke arter er dog meget sjældne.

Habitat: levestedet kan udelukke mange andre arter. Det er som regel i solbeskinnet græsland, grus og hede at man finder X. kochi. Generelt virker X. kochi mere tørke tolerant end søsterarten X. cristatus, der som regel findes inldit mere frodigt græsland mellem skyggefulde urter og lign.