#100533 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Randtæger / Leptoglossus /
En meget stor randtæge med rødbrune eller mørkebrune farver. Antennerne er overvejende rødbrune og meget lange, og hovedet er langstrakt med store, udstående øjne. Forrest på pronotum er der ofte små sorte pletter, og midt på dækvingerne findes et hvidt tværgående siksakmønster. Bagkropsranden er lysebrun eller brun med smalle, lyse tværstriber. Bagkroppens overside er gul eller orange, hvilket dog kun ses, når tægen flyver. Benene er brune og sorte, og på de lange og kraftige bagben findes en meget karakteristisk udvidelse på skinnebenene. Nymfen er brun med rødlig bagkrop og meget lange antenner. Længde 16-20 mm.
Forvekslingsmuligheder
Let at kende, og arten kan ikke forveksles med andre danske tæger. Den kendes først og fremmest på størrelsen, den tværgående siksakstribe på dækvingerne og den karakteristiske udvidelse på skinnebenene.
Biologi
Små nymfer udsuger spidserne af nålene eller spæde kogleskæl. Større nymfer og voksne tæger lever af koglernes modnende frø. Den voksne tæge overvintrer. Parring og æglægning finder sted om foråret, og hunnen lægger sine æg i rækker på langs af fyrre- eller grannåle. Hun kan lægge op til 80 æg i alt. Nymferne kan findes gennem hele sommeren, og de nye voksne tæger viser sig fra august. Under sydlige himmelstrøg kan arten have flere årlige generationer, men hos os er der sandsynligvis én årlig generation.
Levested
Lever i nåleskove og andre steder med tilstedeværelse af værtstræer - primært fyr og gran. Overvintrer under løs bark på gamle træer eller i døde træstammer. Den er også fundet overvintrende i fuglereder og kan søge ind huse og skure.
Udbredelse
Fundet for første gang her i landet i 2009, hvor den blev fundet i Lemvig (indendøre) samt på Fyn. Siden har den bredt sig voldsomt, og den er nu fundet over stort set hele landet - dog langt hyppigst mod syd.
Kilde
Nielsen, O.F. & L. skipper. 2015. Danmarks bredtæger, randtæger og ildtæger. Danmarks dyreliv bind 13. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta
Amerikansk fyrretæge hører oprindeligt hjemme i Nordamerika, men arten er indslæbt til Europa – sandsynligvis med tømmer. Den blev første gang fundet i Italien i 1999, og siden har den bredt sig med stor fart til det meste af Europa.

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: