#100198 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Scolopostethus /

Ingen fotos...
En mellemstor frøtæge med et ret farverigt udseende. Oversiden er hårløs eller højst med ganske korte hår. Hovedet er sort, og antennerne overvejende mørke - 1. og 2. led dog delvist lysere. Sugesnablen når kun frem til midthofterne. Forreste del af pronotum er sort, bageste del brunlig med et par sorte tegninger ved bagkanten og tydelige gulhvide pletter ved indsnøringen.
På undersiden af forkroppen foran midthofterne findes et par små tænder eller "tuberkler". Scutellum er sort, og dækvingerne er lysebrune med sorte punkteringer og sorte pletter på midten og den bageste del. Membranen er lys med mørkere ribber. De fleste individer har reducerede vinger, langvingede ses kun sjældent. Længde 3,7-5,0 mm.
Forvekslingsmuligheder
Ligner vore andre Scolopostethus-arter, men kendes på kombinationen af følgende karakterer: Hårløs eller med ganske korte hår; det 2. antenneled delvist mørkt; sugesnablen når kun frem til midthofterne; på undersiden af forkroppen findes et par små tænder eller "tuberkler". Ingen af de andre arter har kombinationen af disse kendetegn.
Biologi
Lever af frø fra forskellige slags planter. Arten er af og til fundet sammen med orangemyren, men om der er tale om et specielt "samarbejde" mellem de to arter er uklart. De voksne tæger overvintrer. De kommer frem om foråret, hvor parring og æglægning finder sted. Nymferne kan normalt findes gennem det meste af sommeren, og den nye generation er på vingerne fra august. Der er én årlig generation.
Levested
Arten findes især i skove, skovbryn og hegn. Her træffes dyrene bl.a. under tørt græs og visne blade. Opholder sig mest på jorden, men de voksne tæger kan ses også oppe i vegetationen, bl.a. på stor nælde. De nøjagtige værtsplanter kendes ikke
Udbredelse
Her i landet blev arten første gang registreret i 1985 ved Kielstrup Sø i Østjylland. Der blev desuden fundet et par eksemplarer i Sevel i Nordvestjylland i henholdsvis 1986 og 1987. I de seneste år den meldt fra enkelte lokaliteter i Østjylland og på Øerne.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: