#100167 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Sphragisticus /

En mellemstor frøtæge med et ret spraglet udseende. Hovedet er sort med mørke antenner - dog kan 2. og 3. led af og til være lidt lysere. Forreste del af pronotum er sort, bageste del gulbrun med mørke punkteringer og pletter. Pronotums rande er gullige med sorte porer, hvorfra der udgår lange, karakteristiske hår. Dækvingerne er gulbrune eller mørkebrune med kraftig sort punktering og sorte tegninger, og membranen er gråliggul med mørkere partier og smalle, lyse ribber. Arten er altid langvinget. Lårene er mørke, skinnebenene lysere. Længde 4,2-5,5 mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan især forveksles med Peritrechus-arterne og Trapezonotus-arterne. Den kendes dog sikkert på pronotums gullige rande med sorte porer, hvorfra der udgår lange, karakteristiske hår. Sphragisticus nebulosus har desuden et mere "uroligt" og mere spraglet udseende end arterne fra disse to slægter. Normalt bør bestemmelsen ikke volde problemer.
Biologi
Lever af frø fra mange forskellige slags planter. Modsat de fleste andre af vore frøtæger har arten to årlige generationer. Normalt overvintrer de voksne tæger, og i april ses parring og æglægning. Fra maj viser de første nymfer sig, og allerede fra slutningen af juni er de voksne fra første generation fremme. Disse parrer sig og lægger æg i juli-august, og i august er nymferne fra den anden generation fremme. De voksne tæger fra anden generation er fremme fra oktober og kan ofte ses til langt hen i november, inden de går til overvintring.
Levested
Arten findes først og fremmest på sandede, tørre og solvarme lokaliteter som heder, klitter, sandede brakmarker og ruderater. Her i landet er den bl.a. fundet under hejrenæb, rødknæ, forglemmigej og andre laver urter. Den ses kun sjældent oppe i vegetationen.
Udbredelse
Fundet i de fleste landsdele, men hovedparten af fundene er ret gamle. Den er især kendt fra Jylland, på Øerne er der længere mellem fundene. Arten må betragtes som ret lokal og ikke særlig almindelig.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: