#100098 | Dyreriget / Leddyr / Hexapoda / Insekter / Næbmunde / Tæger / Frøtæger / Geocoris /

En lille frøtæge med et billelignende udseende. Som artsnavnet antyder (grylloides betyder "lignende en fårekylling") kan den også minde om en lille sort fårekylling. Det sorte hoved med de meget store øjne er tydeligt bredere end pronotum, og antennerne er sorte. Pronotum er sort med gullig for- og bagkant, og scutellum er sort med en ganske lille, lys spids. Dækvingerne er sorte med gule siderande. Arten er som regel kortvinget - langvingede eksemplarer er sjældne. Hele dyret er tydeligt skinnende med ujævn, men tydelig punktering. Længde 3,8-4,8 mm.
Forvekslingsmuligheder
Kan som nævnt ovenfor overfladisk forveksles med en bille eller en fårekylling, og den minder også om flere arter af springtæger. Sidstnævnte kendes imidlertid på, at sugesnablen er 3-leddet. Frøtæger har en 4-leddet sugesnabel. Den eneste anden frøtæge, som den kan forveksles med, er storøjet frøtæge (Geocoris ater). Denne art kendes dog let på, at den er næsten ensfarvet sort - her er ingen gule rande på pronotum eller gule kanter på dækvingerne - kun en smal lys midterstribe på pronotum.
Biologi
Ligesom sin slægtning storøjet frøtæge - men modsat de fleste andre frøtæger - overvejende et rovdyr. Byttedyrene er mange forskellige slags insekter og spindlere, men det sker også af og til, at arten ernærer sig af plantefrø. Overvintringen foregår i ægstadiet. Nymferne kommer frem fra begyndelsen af maj, og de første voksne tæger ses i fra midten af juni. Parring finder sted i perioden august-september, og æglægning kan iagttages frem til oktober. Herefter dør de voksne. Der er én årlig generation.
Levested
Arten findes på tørre, sandede lokaliteter som klitter, heder, strandenge, brakmarker og ruderater med tynd og sparsom bevoksning. Både nymfer og voksne holder til nede på jorden.
Udbredelse
Arten har en noget spredt udbredelse i Danmark og er ikke almindelig. Den lille frøtæge kan imidlertid let være overset.
Kilde
Skipper, L. & O.F. Nielsen. 2018. Danmarks frøtæger. Danmarks dyreliv bind 15. Apollo Booksellers (download bogen her).
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: