#88966 | Dyreriget / Rygstrengsdyr / Hvirveldyr / Bruskfisk / Sildehajordenen / Rævehajfamilien / Alopias /
En stor rovfisk. Kroppen er kraftig og tenformet, og det vigtigste kendetegn er den enormt lange øvre haleflig, der er omtrent samme længde som resten af hajen. Munden er relativt lille og halvmåneformet. Ryggen og den øverste del af siderne er blågrå, mørkegrå, brun eller undertiden næsten sort. Ryggens farve danner en skarp, men ujævn overgang til bugen, der er hvid eller grålig. Bugens farve fortsætter i et bælte hen over basis af brystfinnerne, men undersiden af snuden er mørk. Finnerne er generelt mørke, men både brystfinner, bugfinner og halefinnen kan have hvide spidser. Kan blive op til 600 cm og veje 500 kg. Hunnerne bliver størst.
Forvekslingsmuligheder
Med den enormt forlængede øvre haleflig kan rævehajer næppe forveksles med andre end hinanden. Storøjet rævehaj har, som navnet antyder, noget større øjne, der ses tydeligt, når man ser hovedet ovenfra. Desuden sidder dens rygfinne længere tilbage (nærmere bugfinnerne end rygfinnen), og så mangler den det hvide område over brystfinnerne.
Biologi
Føden består især af stimefisk, som f.eks. sildefisk, makreller, hornfisk, tobiser og prikfisk. Når rævehajer jager, bruger de den lange hale til at genne stimefiskene sammen i en tæt stime. Under selve angrebet slår de med halen så byttet lammes eller dræbes, så det kan samles op i ro og mag bagefter. Rævehajer er aktive og meget hurtige, og de er i stand til at springe højt i vejret. De skal svømme konstant for at sikre vandgennemstrømning forbi gællerne, så hvis de forhindres i at svømme, bliver de kvalt. Rævehajer er normalt ikke aggressive over for mennesker, men alene størrelsen gør, at man bør være forsigtig, hvis man f.eks. dykker sammen med dem. Særligt halen kan være farlig, og der er eksempler på, at dykkere er blevet ramt af halefinnen. Hajerne bliver tidligst kønsmodne, når de er 3-12 år gamle, og hunnerne får kun unger hvert andet eller tredje år. Arten føder levende unger, der er kopier af de voksne på 115-140 cm og med en vægt på 5-6 kg. Der er ingen tegn på, at rævehajer har født deres unger i danske farvande. Kan blive mindst 38 år og sandsynligvis ældre.
Levested
Lever primært i den øvre del af havets frie vandmasser, men er dog fundet ned til 650 meters dybde.
Udbredelse
Meget sjælden i danske farvande, men træffes dog normalt med få års mellemrum.
Kilde
Videre læsning
Sjove fakta

Arter er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. Du kan samtidig få inspiration til naturoplevelser og viden om Danmarks artsrigdom.
Arter er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum og Naturhistorisk Museum Aarhus
Projektet er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, 15. Juni Fonden og den danske stat.
På Arter finder du:
fund
brugere
datasæt
Du kan ringe til supporten på hverdage mellem kl. 9 og 14 på +45 31 50 15 70, eller du kan udfylde denne kontaktformular
Få hjælp og vejledning i vores hjælpeunivers
Arters app gør det let at registrere dine fund via mobilen. Med appen kan du få viden om arterne og se, hvad andre brugere finder i nærheden af dig.
Hvis du færdes steder med dårlig internetforbindelse, kan du registrere dine fund og uploade dem senere.
Hent appen: